Om mig

Fagnørd og multi-kunstner indenfor krop og sind

Lær mig lidt bedre at kende

Med mig på sidelinjen får du et menneske, som er nærværende, dedikeret og grundig i sit arbejde. Jeg har nørdet krop-og-psyke-sammenhænge og velvære/trivsel, siden jeg var teenager. Gennem årene har jeg samlet en masse viden, som jeg elsker og brænder for at dele ud af.

Til at begynde med handlede det mest om velvære og ansigtsmasker, men så koblede jeg mere krop, psykologi og trivsel på - og siden 2018 har træning og smertebehandling fundet sin smukke vej ind i mit univers. En klient kaldte mig en dag en multikunstner indenfor for krop og sundhed.

Jeg interesserer mig for, hvordan vi som mennesker i den moderne verden kan leve et godt liv, der føles så frit og med så meget selvbestemmelse som muligt.

Vi kan nemt blive opslugt af den hektiske verden, vi lever i - og derfor er det vigtigt at blive mindet om, at det enkle kan have en kæmpe effekt på vores trivsel.

Uddannelser

Psykomotorisk Terapeut - bachelor 2011

↣ Psykomotorisk personlig træner 2010

↣ Kosmetolog 2005

De vigtigste kurser

↣ Smertebehandler 2023

↣ Lifting Gua Sha behandler 2023

↣ Arbejdsmiljøuddannelsen 2017

Derudover har jeg investeret i et hav af terapeutiske og supervisionsforløb, både 1:1 og i grupper. Det gør jeg til dels, fordi jeg trives bedst sådan - og fordi det er en måde at holde mig fagligt opdateret på.

Jeg samarbejder bl.a. med

Sport og Fitness - Kjellerup

Du kan møde mig her, hvor jeg lægger individuelle programmer. Her kan du få min hjælp til at starte op i fitnesscenteret.

Arena Midt - Kjellerup

Jeg underviser holdet “Bøj og Stræk”, som er Pilates/Yoga inspireret træning. Tilmelding sker gennem Arena Motion.

Badeanstalten - Silkeborg

Når Badeanstalten har travlt og sygdom, kalder de på mig. Jeg tilbyder behandlinger og massage hos dem.

Hvad har jeg beskæftiget mig med?

Min baggrund er broget, men overskrifterne har altid været en kombination af behandling, undervisning, pædagogik og koordination.

Jeg har været med til at starte mange arbejdspladser op, undervist i behandling, vejledt i stress og arbejdsmiljø, behandlet kendissers ansigter og hjulpet udsatte unge ud af misbrug og ind i en meningsfuld hverdag - bare for at nævne lidt.

Jeg er vokset op på landet i Vestsjælland, i 3 år boet, arbejdet og studeret i Spanien og 15 år i København og nu er jeg altså at finde her i smukke Midtjylland.

Min egen rejse mod krops- og sindsro

Min egen personlige smerte/stresshistorie er en stor del af rejsen hen mod dét, jeg lever af i dag.

Nemlig at hjælpe andre til at leve et liv med færre smerter, større selvforståelse og mere egenomsorg - og ikke mindst ro.

Jeg har en opslidende historie i bagagen med alt fra smerter til stress/angst - og en kæmpe modstand på at dyrke motion.

Men - jeg har formået at tage mig selv alvorligt - og står nu stærkere end nogensinde før.

Mit bedste råd: Ræk ud efter hjælp

Jeg har en aftale med mig selv om, at række ud efter hjælp, når tingene bliver for svære/for meget. Det er alle pengene og arbejdet værd. For hvad er konsekvensen, hvis ikke jeg får hjælp? At fortsætte med at løbe panden mod den samme mur igen og igen?

Det er selvkærligt at tage dig selv og din sundhed alvorligt.

Jeg kunne aldrig drømme om at sige “hvis jeg kan, kan du også.” Men jeg kan fortælle dig, at jeg kender mange af de udfordringer og barrierer, vi ofte møder på vejen mod en bedre udgave af os selv.